Peach Melba minitærter

Dette er en lille himmerigsmundfuld. De er nemme at lave og smager som et stykke af himlen. Den fede butterdej sammen med tynde skiver af syrlig frugt og en let karamelisering er en fantastisk kombination. Jeg bruger enten æbler eller som her med nektarin og hindbær. Jeg køber færdig butterdejsplader på frost (lavet på smør). På billederne er det portionsanrettede minitærter. Jeg laver altid to tærter til hver.
Jeg serverer dem sammen med en god vaniljeis eller hjemmelavet vaniljecreme.
Ingredienser:
(1 person)
1 plade butterdej
1 nektarin (kan erstattes af et æble)
1 drys kanel
10-15 g smør til hver tærte
2 spsk. flormelis
8 stk. hindbær
Lidt mandelflager
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Udstik med et glas (diameter 9 cm) to runde cirkler af hver plade butterdej. Prik butterdejscirklerne med en gaffel.
- Halvér nektarinen og udsten den. Skær hver halvdel i supertynde skiver.
- Kom bagepapir på en bageplade og fordel butterdejscirklerne på pladen.
- Fordel nektarinstykkerne som en roset på butterdejen.
- Drys med lidt kanel. Kom 1 spsk. flormelis og ca. 15 g smør oven på nektarinrosetten.
- Bages ved 200 grader varmluft i 5 minutter. Tag dem ud af ovnen. Fordel hindbær samt mandelflager ovenpå hver tærte og bag videre i 6-7 minutter.
- Hold øje med dem. De skal karameliseres men ikke brænde på.
- Servér straks sammen med vaniljeis eller vaniljecreme.






